To oplevelser og en tanke
Oplevelse #1
Nu skal jeg endelig slappe af. Jeg smider mig i sofaen og puster ud. Pludselig sidder jeg med min mobil i hånden og scroller Facebook. Hvordan mon jeg endte her? Jeg falder over et opslag fra en bekendt som også er aktiv i kirke-Danmark. Han har skrevet en artikel og jeg læser den. Den er god. Rigtig god faktisk. På en inspirerende måde, med en nærmest legende lethed over sproget, skriver han om et relevant emne. Mange positive kommentarer fra toneangivende personligheder. Likes. Anerkendelse. “Godt for ham” – tænker jeg, mens jeg oprigtig inspireret af hans ord, lader tankerne glide videre over det emne som han havde beskrevet så fint. Der går dog ikke længe før mine tanker skifter farve. “Hvorfor ikke mig?”. Hvorfor var det ham, og ikke mig der havde skrevet så god en artikel? Hvorfor var der ingen der vidste, eller ville høre, hvad jeg mente om det emne? Hvor var mine positive kommentarer fra toneangivende personligheder, mine likes. Min anerkendelse.
“Fordi du ikke er dygtig nok” – næste tanke. “Du har ikke den gnist, den inspiration der skal til” – næste tanke. “Du må nøjes med at være middelmådig” – næste tanke – næste tanke – næste tanke…
Johannes vågner. Livet kalder i min babyalarm og jeg rejser mig fra sofaen. Nedslået over min middelmådighed og med følelsen af, på et eller andet tidspunkt, at have mistet pusten og tabt kontakten med hovedfeltet i livets store løb.
Oplevelse #2
Endelig ro. Endelig alene. Vi har netop krydset målstregen på vores maraton-dag med arbejde, rengøring, børne-leg, ulvetime og putning. Vi sætter os ved bordet, med lidt kaffe og Remas bland-selv-slik. Jeg fisker hurtigt vingummierne op, selvfølgelig – det mærkelige salt-slik og lakridserne må Helene tage sig af. Hjemligt, trygt, normalt. På en måde er det mærkeligt, hvor meget hver dag kan ligne den forrige, når livet nu er så anerledes end livet var for 12 år siden. Så langt tid har Helene og jeg kendt hinanden. Vi mødte hinanden da vi begge var 15 år. Et halvt år senere blev vi kærester, og det har vi så været lige siden.
Det taler vi om: Vores liv dengang og vores liv nu. Hvordan mange ting har forandret sig, selvom jeg stadig spiser slik som en 10-årig dreng til børnefødselsdag. Vi har vandret med hinanden igennem teenage-livets krogede landskab, hvor vilde drømme og ukontrolerbare følelser vokser frit og blokerer for realistisk fremsyn: Et skønt sted at gå sammen. Nu her vi her: Ægtefælle, barn, et hjem som er vores, en bil, fornuftige uddannelser, arbejde. Med et smil på læben accepterer vi at jeg aldrig blev professionel volleyball-spiller og Helene aldrig fik landet den store pladekontrakt. Det griner vi lidt over. Næste store fødselsdag er 30. Løbet om disse exceptionelle drømme er kørt. Uden at have fravalgt det ene eller tilvalgt det andet, gik dagene sin slagne gang og nu sidder vi så her. Velsignet med en nærmest banal normalitet, som alligevel føles helt rigtig. Helene taler videre. “Hvor er hun dejlig” – tænker jeg, mens jeg nyder den dybe smag af rød-Merrild, følelsen af kærlighed overfor denne smukke kvinde og tanken om min søn som sover trygt. Der går dog ikke lang tid, før mine tanker skifter farve. Den samme aften, efter Helene er faldet i søvn, ligger jeg vågen og spekulerer. “Hvorfor blev det aldrig til mere?”. Hvorfor gled det hele bare ud i sandet, hvorfor gik jeg glip af ungdommens uendelige muligheder og hvorfor udrettede jeg ikke noget stort, noget ekstraordinært. Er livet ikke andet end hverdag på hverdag, indtil man synker ned i gravens anonyme glemsel med sit helt almindelige og på ingen måde iøjnefaldende liv?
“Du bliver aldrig til noget” – næste tanke. “Nu er det for sent” – næste tanke. “Du har det bare ikke i dig, du må acceptere dine mange begrænsninger” – næste tanke – næste tanke – næste tanke…
Johannes vågner. Livet kalder i min babyalarm og jeg rejser mig fra sengen. Han falder i søvn igen, inden jeg når ind på hans værelse. Kun iført underbukser og lettere deprimeret står jeg i mørket ved døren til hans værelse. Klokken er halv 2. “Det bliver nok lidt svært at falde i søvn i dag” – tænker jeg, mens jeg kryber ned min seng igen. Jeg mærker Helenes hånd glide ind under min dyne og ramme mit lår. Hun tager min hånd. Jeg smiler. Jeg sover.
En tanke
Jeg har så meget brug for Jesus. Nogle gange glemmer jeg det, og det gør du måske også, men jeg oplever alligevel igen og igen hvordan skyld og skam invaderer mit liv. På den ene side glæder jeg mig da over, når andre lykkedes og har succes i deres liv. Men på den anden side glæder jeg mig slet ikke over det. Overhovedet ikke. Jeg kan være dybt misundelig og kun ønske at overtage deres anerkendelse og respekt så det er mig – og kun mig – som er noget særligt. Når det går rigtig skidt, kan jeg ligefrem ønske gode mennesker onde ting, hvis bare det tjener min sag. Det gør ondt at skrive sådan. Men det er ikke løgn. Og det er endda kun toppen af isbjerget.
Skyld. Følelsen af at have gjort forkert. Derfor har jeg brug for Jesus. Jeg kan ikke leve en eneste ærlig dag uden hans tilgivelse og nåde. Hvordan skulle jeg kunne se mig selv i øjnene uden? Hvis jeg bare for et øjeblik ser bort fra mine gode intentioner, alt det jeg arbejder på at blive bedre til, og tager et ærligt blik ind i mine mørke tanker, præsenteres jeg for et synderegister og et ondskabs-potentiale som jeg ikke selv kan bære. “Men der er da mange der er værre” – tænker du måske. Ja, det er der. Men der er også mange der er bedre. Rigtig mange. Men jeg ranker alligevel ryggen, og jeg kan faktisk godt se mig selv i øjnene. Fordi “…i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er i frelst – “ (Ef. 2,4-5). Det er godt at være tilgivet af Gud.
Jeg har så meget brug for Jesus. Nogle gange glemmer jeg det, og det gør du måske også. På den ene side glæder jeg mig da over, hvordan mit liv og mine evner er endt ud. Jeg ved jeg gør en forskel for andre mennesker, og jeg elsker den tilværelse jeg har med kone, barn, hjem og hverdag. På den anden side mærker jeg af og til en forstyrrende utilfredshed. Det hele kan virke så leverpostejs almindeligt, uden x-factor og swung. Både mit liv og mine evner kan virke nedtrykkende ordinære. Der er tusind ting jeg ikke kan, og heller aldrig kan lære. Der er muligheder der har forpasset sig, og når jeg ser på mig selv kan jeg blive helt modløs over, hvor meget jeg ikke får gjort og ikke er dygtig til. Det er følelsen af ikke at leve op til de standarder jeg selv, og min omverden, har. For jeg skal jo gerne blive til noget! Brænde igennem! Vise verden hvad jeg har at tilbyde!
Skam. Følelsen af at være forkert. Derfor har jeg brug for Jesus. Jeg kan ikke holde mig selv ud, hvis ikke jeg ved, at jeg er elsket ubetinget for den jeg er – også med alle mine begrænsninger. Hvis ikke jeg har vished om at Gud smiler når han ser mig, og at hele min eksistens altså ikke bare er grå tilfældighed, mister jeg pusten af selvkritik, mens præstationssamfundet maser den sidste rest af livsånde ud af mig. Men selvkritik og præstationsangst skal ikke have magten i mit liv. For jeg er jo skabt og elsket – lige som jeg er. Jeg er ikke bare hvad som helst, eller hvem som helst. Jeg er ikke bare en ligegyldig orm, men et helligt kongebarn, et menneske som kun er lidt ringere end Gud: “Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det” (Sl 8,4-6). Det er godt at være elsket af Gud!