Solrige spekulationer #2: Bål og hviledag

Solrige spekulationer #2: Bål og hviledag

I aften skal jeg lave et bål. Det har stået i kalenderen i flere uger og nu er dagen endelig kommet. Sammen med tre gode venner tager jeg ud i en skov og så tænder vi et bål. Det er ‘programmet’. Simpelt, umiddelbart formålsløst og livsnødvendigt på samme tid. Planlægning er minimal – ikke eksisterende – og fluen på væggen ville sikkert synes at vores samvær kan virke uigennemskueligt og indforstået. Men det er det ikke for mig. Det hele følger sin egen indre logik, præget af mange års venskab, af historier og fælles oplevelser og af den tryghed som det tager langt tid at opbygge. Intet er planlagt, men alligevel er dynamikken nærmest liturgisk, sådan som den ofte bliver det når mennesker har været sammen i mange år. Hver mand har sin rolle – du gør det, jeg gør det. Som et gammelt ægtepar der hver for sig kun mestrer halvdelen af tilværelsen: Hun kan ikke køre bil, han kan ikke lave mad, hun styrer økonomien, han styrer haven. På sin vis er det jo ganske upraktisk, men det oser af kærlighed. Det er ikke godt for mennesket at kunne alting selv. Det er ikke godt for mennesket at være alene. 

Jeg elsker disse bål-aftaler. De er et kærkomment afbræk fra hverdagens ansvarlighed. Fra dagligdags trommerum, fra arbejdspress, fra deadlines og høje forventninger. Her kan jeg komme ud og puste ud, slappe af, give slip. Her er der plads til ting, som ikke tjener noget formål. Her er der plads til at dele tanker, drømme, glæder og bekymringer. Der er plads til stilhed. Mens bålet knitrer, hvisker træerne i vinden og minder os om Guds nærvær som uforanderligt vandrer med os – også når hverdagens suser forbi og vi glemmer alt om ham. 

Det er hviledag for mig. Her går tiden i stå og mister sin betydning. Her siger vi til hinanden: “Hey, stop lige… tag en dyb indånding…”. Hele ugen løber vi jo afsted. Holder verdens-hjulene igang med alt vores aktivitet, spurter fra A til B, mens arbejdsopgaver og familieansvar på skift presser sig på. Men nu skal vi stoppe op. For vi skal lave et bål. 

Måske var det det som Gud lavede på den syvende dag? Byggede et bål. Måske sad han også og stirrede ind i flammerne mens han lod de guddommelige tanke glide afsted? Måske har han siddet der og smilet for sig selv, mens han har tænkt på, hvor stolte hans elskede menneskebørn ville blive den dag det ville lykkedes dem at lave et bål for første gang.  Det er egentlig lidt ufatteligt at Gud holder hviledag på det tidspunkt! I et helt fundamentalt øjeblik i universets tilblivelse, så tager Gud sig lige en puster. Ham som lige har skabt bogstaveligt talt alt. På en måde kan det måske virke naturligt nok, hvis han nu var lidt udkørt. Men omvendt så er han jo Gud. Han behøver ikke en pause. Og alligevel stopper han op, sætter sig ned og lader skaberaktiviteten ligge stille for et øjeblik. Hvorfor tror du at han gjorde det? Måske gjorde han det, bare fordi han havde lyst til det! Fordi han elsker sit skaberværk, og havde lyst til at nyde det lidt: Give sig tid til at iagttage hvor smukt træerne vifter i vinden, se hvordan havets bølger slår mod stranden mens solens stråler varmer det gule sand og så, selvfølgelig, som det aller vigtigste, se mennesket! Det smukkeste, mest underfulde og prægtige han overhovedet havde skabt. Det ville han nyde! Men jeg tror også at Gud holdt hviledag, for at vise os vejen til et godt liv. Hvis man kigger godt efter i Skabelsesberetningen, giver Gud os faktisk flere hints til, hvad vi som mennesker helt grundlæggende har brug for. Blandt andet at mennesker har brug for hvile (1 Mos 2,2-3) og at vi har brug for nogen at være sammen med (1 Mos 2,18-25). 


Måske skal du tage det med dig ind i denne sommer? Selvom du sikkert har mange vigtige opgaver og meget ansvar, så har du brug for et hvil. Stop op!….og gør dig den befriende opdagelse at du kan undværes. Og gør det sammen med nogen. Nogen du holder af og som holder af dig.

Nu vil jeg i hvert fald holde hviledag: Et bål og 3 venner. Ilden knitrer og det bliver langsomt mørkt. Den sødlige duft af røg spreder sig – det dufter af ro og nærvær. Stilheden lægger sig over os som en tung dyne. Det er godt at hvile sammen med venner.

BEMÆRK krav om gyldigt coronapas samt mundbind når stående se mere her