“Kære Gud, tak for denne dag, som nu er gået……… vi lægger natten over i dine hænder. Amen.”
…stilhed…
Hvis jeg skal skitsere en af mine mest typiske bønner, ser det nok nogenlunde sådan ud. Jeg har det egentlig fint med at be’, og jeg tror på at det er vigtigt for mit liv og min relation med Jesus. Men stilheden kan godt gøre ondt. Kender du det? Den måde ens ‘amen’ runger tomt i soveværelset, efterfulgt af en stilhed, som vist engang var fuld af forventning, men som nu smerteligt minder en om at man savner noget. Savner nogen. Savner et svar.
Det kan jo både være fordi man mangler svar og vejledning ind i en konkret situation, men selv når det ikke er tilfældet, så føler vi stadig forventningen om at bønnen burde være en dialog, en samtale mellem mig og Gud.
For mange år siden hørte jeg en forkynder, som gentagende gange i hans undervisningen sagde ting som fx.: “Så sagde Gud til mig at…” og “Gud har fortalt mig at…” osv. Jeg husker intet fra hans forkyndelse i øvrigt, men den Gud han beskrev var en anden end den jeg kendte. Han sagde meget mere. Svarede direkte og konkret, og med det samme. Hans stemme kunne høres og var ikke til at tage fejl af. Hvorfor oplevede jeg det ikke sådan? Det var et uundgåeligt spørgsmål, og vel et spørgsmål vi alle stiller os selv, når vi konfronteres med mennesker som lever et åndeligt liv vi, af den ene eller anden grund, misunder. “Måske gør jeg noget forkert?”. Sådan tænkte jeg, og det er ofte det vi siger til os selv og hinanden, når talen falder på dette emne: At vi ikke lytter godt nok efter, hvad Gud har at sige til os. At vi er for dårlige til at give ham plads.
Måske er der et gran af sandhed heri. At den stille lytten til Gud er sendt til tælling i et samfund hvor forandring og konstant fornyelse er dominerende dyder. Det er ikke kun forkert. Men det er heller ikke kun rigtigt. For Gud kan sagtens overrumble den livs-larm der omgiver os, hvis han ville det. Guds latenstid er ikke så lang, at han ikke lige kan nå at få et ord indført når du ber’. Og Gud kan sagtens tale til dig, også når du ikke er klar til at tage imod ham, hvis det er det, han vil.
Mennesker som oprigtigt længtes efter at høre Guds stemme, har ikke brug for at få at høre, at de ikke lytter godt nok efter. At sige sådan, er at lægge en farisæisk byrde ovenpå barnets længel efter sin far. “Hvis du bare var lidt dygtigere, så ville far nok se dig…”. En frygteligt løgn. Det er et ekko af Elias’ hånende ord til Ba’al profeterne i 1 Kong 18,27: “Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne.” Den “gud” som man kun kan komme i kontakt med, hvis man råber højt nok er dybest set en afgud – det er en tilbedelsen af ens eget ekko.
Okay… men hvad gør vi så med stilheden? Os der rent faktisk forsøger at komme i kontakt med den levende Gud? Mon ikke alle kristne har stillet sig selv det spørgsmål? Jeg tror at det er en universel oplevelse, for bedende mennesker, at stilheden kan slå os ud af kurs. Den prikker til ensomhedens grundangst: Tænk hvis jeg er alene! Tænk, hvis jeg bare taler ud i det tomme rum?! Stilheden kan, på den måde, opleves som bønnens værste fjende. Men behøver det være sådan? Kunne det være, at der var en åndelig gave gemt i bønnens tunge stilhed?
Det tror jeg faktisk der er, og jeg blev gjort opmærksom på det forleden, da jeg sad og læste om en gammel munk, Benedikt af Nurcia, som levede i det 5. og 6. århundrede og grundlagde det første vestlige kloster i det nordlige Italien. Der er dyrekøbt visdom gemt bag klostrenes mure, som vi reformatoriske kristne ville have godt af at grave frem. Benedikt er måske mest kendt for slagordet “bed og arbejd” (ora et labora), men af ham kan vi også lære meget andet. Fx at bøn og stilhed hører uløseligt sammen, og hvordan den nedskrevne og liturgiske bøn er ligeså fin som den frie bøn. I vores tradition er den frie bøn, og Guds tydelige svar, ofte sat frem som idealet. Og selvfølgelig er det da godt med den frie bøn, som jo understreger at netop du og dine tanker er vigtige for Gud. Og selvfølgelig er det fantastisk, hvis man klart og tydeligt fornemmer eller høre Guds svar. Men et overdrevent, eller ensidigt fokus på det, kan have den uheldige slagside at bønnen, det intime nærvær med Gud, kan blive præget af præstationsangst og mindreværd. For jeg kan jo ikke alle de fine ord, og jeg duer ikke til at bede i lang tid… og Gud svarer jo alligevel ikke.
Og så glemmer vi en af munkelivets sandheder: At det er stilhed, ikke ord, der er bønnes udgangspunkt. Stilhed kan sågar være bønnens højdepunkt. Stilheden er “bønnens moder”, som den svenske forfatter Peter Haldorf skriver. For i stilheden lærer, vi at det er hvilen der er bønnens fundament. I bønnen er jeg i Guds nærmeste sfære, hvor Guds nåde dominerer over mine gerninger. Det er et nærvær som ikke sættes i gang eller afsluttes med ord, men som allerede eksisterer i kraft af Guds vilje og kærlighed til mig. På den måde bør stilheden ikke minde mig om at Gud er fjern, men om at Gud er mig uendeligt nær. Bønnens stilhed er ikke den skuffede og sorgfulde stilhed, men kan opleve når en gammel ven er stoppet med at svare på ens opkald. Bønnens stilhed er som den intense og kærlige stilhed du kan opleve når du ser din elskede i øjnene, eller når du sidder om bålet med gode venner. Den slags stilhed er ikke en påmindelse om ensomhed, men om præstationsfrit nærvær.
Den slags stilhed vil jeg have mere af i mit liv. Næste gang jeg siger ‘amen’, vil jeg give mig selv lov til at nyde stilheden. Nyde det kravfrie rum med Gud. Hvor jeg intet behøver at sige og mærke at her, i Guds favn, er der plads til mig. Jeg behøver ikke at være dygtig – sige de rigtige ting, eller lytte på den rigtige måde. For her er jeg elsket, tilgivet og fri.
Måske vil du også det, her over sommeren? Måske skal du prøve at sige lidt mindre når du ber? Hvile lidt mere, kæmpe lidt mindre. Finde en kort og nedskrevet bøn, som du kan be’ hver morgen, og så bare være stille sammen med Gud i 5 minutter? Kunne det tænkes, at den den svære stilhed efter dit ‘amen’, kan forandres til en stilhed fyldt med ro og glæde? Og hvem ved, det kunne jo være at Gud, igennem stilheden, faktisk har noget han vil fortælle dig…