Odenseerklæringen – del 4

"(Kirkens tro er)… tro på Helligånden
Helligånden kalder os til omvendelse og tro på Jesus Kristus og bor ved troen i os. Helligånden skaber og nærer troens liv i os. Han udruster os til tjeneste og mission. Det sker grundlæggende gennem Ordet, dåben og nadveren i menighedens fællesskab. Det medfører, at kristen tro er mere end psykologi, opdragelse og kulturel-folkelig tilhørighed. En menighed er mere end et meningsfællesskab. Troen er nok personlig, men aldrig privat. Troen må leves i menighedens fællesskab og næres gennem kirkens nådemidler til mangfoldig nådegavetjeneste for medmennesket og i vidnesbyrd for verden."

Ingen af os kan tro af sig selv! Ved syndefaldet blev vi ikke blot modstridige og ulydige mod Gud! Vi blev hans fjender! Og det betød blandt andet, at intet i os længere kunne finde på at søge og finde ham! Det betyder ikke, at vores gudsbilledelighed forsvand! Det betyder heller ikke, at vi ikke længere var genstand for hans kærlighed. Nej, det det betyder er, at vi i os selv, vendte os fuldstændig bort fra ham – og kan aldrig i egen kraft finde ind til ham igen.
Vi kan godt erfare, at vi mangler ‘noget’! Vi har alle på en eller anden måde en ‘hjemlængsel’! Vi higer efter ‘ren’ kærlighed, ‘ideelt’ familieliv, en ‘fredfylt’ verden etc. alt sammen tegn på, at vores verden – og os i den – ikke er, som vi er skabt til at være! Men at søge den sande Gud – det at finde evangeliet om Jesus – det kan vi simpelthen ikke i os selv! Men ved Guds nåde, svæver Guds