Ind til kilden…

I dag kom jeg til at tænke på vers 2 i Salme 42: "Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud." Et virkelig voldsomt følelsesudbrud. Det gør så ondt for salmisten. Han oplever det som om, at han står i den værste tørst. En normal hjort ville da bare løbe hen til vandløbet, hvis den var tørstig. Men den her har forsøgt og forsøgt – og når står den bare og skriger – for den har givet op. Den kan ikke mere.

Sådan kan det føles og erfares at være kristen. Men virkeligheden er aldrig sådan. Guds kilde tørrer aldrig ud for dem, der tror på ham. Det kan føles sådan, fordi andre ting fylder meget i vores liv: bekymringer, synd, sorg osv. Men midt i det hele vælder vandet frem fra Guds kilde. Andre gange kan vi føle os som hjorten, fordi vi står ved en forkert kilde. Vi står ikke der, hvor Gud har lovet at være til stede, men vi står der, hvor vi synes han skal være. Bibelen giver os nogle klokkeklare vejvisere, der fortæller os, hvor kilden er: i hans ord, og når vi be’r til ham – så er han nær.