Flygningene er landet

Hvem er min næste?

Der er ingen seriøse troende kristne, der vil betvivle næstekærlighedsbudet. Men det er ikke ensbetydende med, at man altid forstår det. Fornyligt prædikede jeg over en af de mest kendte tekster fra det nye testamente, lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Grunden til, at Jesus fortalte lignelsen var, at en af hans lovlydige disciple stillede ham spørgsmålet: "Hvem er min næste!" Et meget oplagt spørgsmål, når Jesus jo havde gjort det meget klart, at for sande troende er det dobbelte kærlighedsbud det vigtigste i loven. Men Jesus nægter egentlig at svare disciplen på, hvem hans næste er – fordi, det handler ikke først og fremmest om hvem næsten er – men hvem vi er næste for. Svaret er helt indlysende, vi er næste for dem, der har brug for vores hjælp.

Nogle vil måske argumentere for, at det er for nemt sluppet, fordi Bibelen rent faktisk opererer med en prioritering. Der er nogle, man har større forpligtigelser over for end andre. Og det er fuldstændig rigtigt. Vi har en særlig forpligtigelse over for vores ægtefælle, børn, forældre, søskende o.lign. Derudover har kristne faktisk også en helt særlig forpligtigelse over for hinanden – særlig dem, vi er menighed sammen med. Men det ændrer ikke ved, at vi stadigvæk altid er kaldede til at være næste for den, der er i nød. Det handler naturligvis ikke om, at den enkelte kristne skal bære hele byrden; men at Kristi legeme træder i funktion. Og at kirkens mennesker i fællesskab går sammen for at løfte opgaven.

En anden interessant detalje ved lignelsen om den barmhjertige samaritaner er den, at der er intet, der tyder på, at den nødstedte og samaritaner havde nogen som helst familiære, etniske eller menighedsmæssige relationer til hinanden. Trods det, var samaritaner en næste.

Der er altså ingen som helst tvivl omkring, at når disse fremmede er kommet til vores land, så er vi kaldede til at handle som deres næster. Og hjælpe dem!!!

Landets Politik

Vi lever i et vestligt, pluralistisk og demokratisk samfund. Dem, der har magten i vores land, har et bestemt syn på, hvordan vi som nation skal forholde os til flygtninge. Nogle kristne er enige med politikken. Andre synes, den er alt for slap. Og andre igen mener, at regeringen fører en alt for hård kurs mod flygtninge og indvandrere. Ligemeget hvor vi er politisk set, så er vi alle kaldede til at være næster for de fremmede, der kommer.

Det er dog naturligvis ikke smertefrit. Hvad nu, hvis de er fanatiske islamister? Hvad nu, hvis de egentlig er fjendtligt indstillede over for os? Tja, hvordan siger Jesus, vi skal forholde os til mennesker, der egentlig er vores fjender? Han siger rent faktisk, at vi skal elske dem! Og hvordan var det lige, at Jesu kærlighed kom til udtryk? Ved at han elskede os, og gav sig selv hen for os, mens vi endnu var hans fjender. Vi skal altså hjælpe lige meget hvad.

Når alt det er sagt, har vi også en forpligtigelse over for dem, der er sat til at bestemme i vores land. Vi er forpligtede på at underlægge os landets love, så længe de ikke strider imod Guds ord.

Civil ulydighed

Nogle danske borgere har valgt at hjælpe flygtningene ved at begå civil ulydighed. De hjælper dem til at komme på afstand af de danske myndigheder, og til at komme videre til Sverige. Jeg under de her flygtninge at komme til Sverige for at være sammen med deres familie. Nogle af dem er måske også bange for at være i Danmark pga. af den hårde linje, som Danmark har ry for at stå for. Men det giver os ikke ret til at bryde landets love. Hvis de her flygtninge står til at få asyl i Danmark – og lovgivingen siger, at de skal registreres her, må vi ikke som kristne, hjælpe dem videre til Sverige. Så må vi hjælpe på andre måder. Tonny har fx nogle gode forslag her: https://www.youtube.com/watch?v=4gpHBEKuoNs

Ovenstående betyder dog ikke, at civil ulydighed altid er forkert. Fx hvis staten forfølger en bestemt befolkningsgruppe (fx jøder under naziregimet i Tyskland), så er vi i den grad i vores gode ret til at hjælpe dem med at skjule sig og flygte. Og på lignende måde i dag, hvis vi fx oplever, at en tidligere muslim er konverteret til kristendommen, og står til at skulle udvises tilbage til sit hjemland, hvor konvertitter blir sat i fængsel og evt henrettede – så er vi i vores gode kristne ret til at bryde landets love. Men jeg kan ikke se, det er det, der gør sig gældende ift de her flygtninge, som helst bare vil til Sverige.

Jow, jow, det var nogle få tanker om flygtningesituationen, sådan som jeg ser det i dag.

Et par skriftsteder til refleksion:

"For Herren jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten." 5 Mos 10,17-19

"Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. " Rom 13,1