“Tro er for mennesker med dødsangst”

Sådan siger en meget anerkendt britisk forsker, Stephen Hawking – du kan se artiklen her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/419067:Kirke—tro–Forsker–Religion-er-for-mennesker-med-doedsangst .
Tro er for dem, som ikke kan bære tanken om, at efter livet, så er alt sort! Tro er kort sagt en illusion for sarte, bange sjæle!
Måske er det sådan nogen gange? Jeg tænker i hvert fald selv engang imellem, hvor frygtelig tomt livet ville virke, hvis det bare sluttede, når mit hjerte ikke længere slog. Jeg kan godt forstå mennesker, som er religiøse, fordi de frygter efterlivet. Jeg kan godt forstå, at man på sine ældre dage hellere må sikre sig, og bede til en eller anden – i hvert fald bare prøve det af! Men jeg må samtidig ærligt indrømme, at dét ikke er årsagen til, at jeg er kristen.
Jeg er kristen, fordi jeg har haft et livsforvandlede møde med Jesus Kristus!

Hvad mener jeg så med et livsforvandlende møde? Jeg har egentlig altid troet, eller i hvert fald haft fornemmelse af, at der var mere mellem himmel og jord, end man kan se. Min mor har altid været troende kristen – så det har naturligvis påvirket mig. Derudover kommer jeg også fra en slægt og en kultur, hvor man var ret overbevidst om, at verden er mere end det, man ser. Man var nærmest lidt halvmærkelig, hvis man ikke troede på spøgelser etc. Nogen fra min familie så døde mennesker, andre snakkede med dem, og enkelte kunne fornemme, når nogen i deres nære omgangskreds skulle dø. Jeg har altså altid haft det ret naturligt med det hinsides. Men samtidig har Jesus ikke betydet specielt meget for mig!

Om man var kristen, muslim, hindu etc. var egntlig underordnet. Egentlig kom det hele an på det samme – det var sådan lidt [pateyto] [potato], hvis I forstå hvad jeg mener.

Men på et tidspunkt tog mit liv en drastisk drejning! Jeg indså tomheden i mit liv. Jeg så hvor meningsløst det var bare at feste hver weekend, og glæde sig til næste bal. Jeg kæmpede en del indre kampe med selvværd, identitet og druk. Og på et tidspunkt besluttede jeg mig for at lægge mit liv fuldstændig om. Jeg holdt op med at drikke, og begyndte at gå til kristne møder. Efter at have været sammen med de kristne i et stykke tid, begyndte jeg at se anderledes på mig selv. Jeg hørte dem fortælle om en Gud (den samme Gud, som jeg havde troet på som barn), der elskede mig! Og samtidig så jeg, at jeg havde behov for en frelser. Jeg indså, at jeg ikke kunne lægge mit liv om selv – ikke radikalt i hvert fald. Men Jesus greb ind i mit liv, og han lod mig genføde. Jeg blev simpelthen født på ny!

Hvad vil jeg sige med det her? Jeg vil sige, at for mig personligt er Jesus ikke bare skyggeven og en nødbremse. Og han er slet ikke kun noget, der først bliver en virkelighed for mig efter døden. Jesus er allerede her og nu mit liv og min fremtid.