Nye medarbejdere

Nye medarbejdere

Andreas Østerlund Nielsen

Mit navn er Andreas Østerlund Nielsen. Jeg er 48 år og gift med Trine Holst Nielsen. Vi bor i det vestlige Aarhus sammen med vores to drenge Esben og Adrian.

Jeg arbejder som selvstændig teolog med en blanding af skriveprojekter, teologisk innovation og præstevikariater. Det omfatter, at jeg er redaktør for Dansk Missionsråds bogserie Ny Mission, sidder med i teologiske arbejdsgrupper i Dansk Oase og Mission Afrika, underviser på Diakonhøjskolen og inden længe på Menighedsfakultetet, har været medredaktør af flere bøger, senest en om Økonomi og Kristendom, fungerer som vejleder for projekt Ålborg Bykirke, og er aktiv i min lokale sognekirke. Og sidst men ikke mindst, er præstevikar i Søhøjlandets Kirke!

Jeg befinder mig godt med friheden og variationen i at arbejde som selvstændig. Mit fokus, som er det jeg særligt brænder for, er at præsentere et kristent helhedsperspektiv, som skaber sammenhæng i praksis. Gud har med alt at gøre, og alt har med Gud at gøre.

Min baggrund er et godt mix af Evangelisk Luthersk Mission, Kristeligt Forbund for Studerende, Dansk Oase og Dansk Missionsråd tilsat de teologer, jeg har forlæst mig på i tidens løb. Efter teologistudierne var jeg i 2002-3 med til at danne valgmenigheden Bykirken, som jeg var præst for i 5-6 år. Derefter skrev jeg ph.d. i missionsteologi og havde en kortere periode med videre forskning, inden jeg blev selvstændig teolog i spændingsfeltet mellem teori og praksis.

Jeg kan godt lide at bage brød, spille klaver, løbe og sidde i stillekupé.

Med venlig hilsen

Andreas Østerlund Nielsen, ph.d., cand.theol.


Michael Mørch Thunbo

Mit navn er Michael Mørch Thunbo og jeg er 27 år gammel. Til daglig bor jeg i Trige med min skønne hustru Helene og vores dreng Johannes, som er knap 1 år gammel. Jeg har netop færdiggjort en bachelor i teologi fra Menighedsfakultetet og glæder mig nu til at trække i arbejdstøjet i den kirkelige praksis!

Det grundlæggende der er at sige om mig, er at jeg er Guds barn og Jesu bror. Det forsøger jeg at gøre til basen i min tilværelse, og udgangspunktet for mit liv med de mennesker jeg holder af. Ofte syntes jeg det er lettere sagt end gjort – men jeg prøver, og jeg brænder for at hjælpe andre med at gøre det samme. Man bliver aldrig for gammel til at være Guds barn – men for mange bliver fundamentet lagt i børne- og ungdomsårene. Mit håb er, at jeg blandt andet kan bidrage til det i Søhøjlandets Kirke: At gå et stykke af vejen med nogle af de lidt yngre Guds børn og skabe gode rammer for dem. Ud over det brænder jeg for at forkynde, tage del i gudstjenestens åndedræt og menighedens liv – og glæder mig til at dele det med jer.

Med venlig hilsen Michael

Jim Pfrogner

Jim er ansat som prædikant i en frivillig, ulønnet stilling i Søhøjlandets Kirke. Han kommer oprindeligt fra USA, men bor nu i Viborg med sin kone Maria og deres tre børn. Jim har i mere end 10 år været ungdomskonsulent i IMU og har i mange år været en aktiv del af vores kirke.

Jims er på orlov indtil 9. juni 2020