Julens glemte helligdage
Inden Kristmessen blev en fast helligdag i kirken i det fjerde århundrede, var der en anden helligdag omkring samme tidspunkt, som oldkirken holdt som helligdag: Sankt Stefans dag, som markerede Stefanus martyrium. Stefanus er kirkens første blodmartyr – altså, den første, der lader livet pga. bekendelsen af Kristus som frelser. Helt siden oldkirkens dage har man husket Stefanus på denne dag (i vest d. 26. dec. og i øst d. 27. dec.).
I dag er det sjældent vi kalder dagen ‘Sankt Stefans dag’ ofte nøjes vi med 2. juledag. Og jeg tror endda, hvis vi spørger den almindelige dansker, vil de fleste af dem kunne svare på, hvornår anden juledag er – men ikke hvornår Sankt Stefans dag er.
Så er spørgsmålet: Gør det så meget? MIT svar er, at det synes jeg det gør. Jeg synes det er ærgeligt! Dog er det stadig teksten om Stefanus fra Apostlenes Gerninger, som læses som epistel – og både efter første og anden tekstrække er prædikenteksterne tekster, der handler om alle disciples martyrium – og det er glædeligt. Men det ærgrer mig en smule, at denne dag som sådan er gået i glemmebogen for de fleste. Det er kirkens første blodmartyr, der huskes – og det er kirkens generelle martyrium, som der prædikes over. Det siger en masse om den skat vi har i himmelen – og det siger også en hel del om prisen ved at være Kristi discipel. På den anden side, er det også glædeligt at bruge mange dage på at fejre Kristmessen – altså, Guds komme til jord: Inkarnationen! Men en del af det handler altså også om Kirkens ‘inkarnation’ – eller i hvert fald kirkens væren ‘i denne verden’ – og dermed dens martyrium.
Den anden glemte helligdag, er den, vi i dag kalder nytårsdag! I gamle dage kendte man den som ‘dagen for Jesu omskærelse’, ‘Jesu navnedag’ eller ‘Oktavdagen’ (dvs. ottende dagen efter Kristmesse).
Min formodning er, at de fleste kirkefolk ville tænke dagen som værende en markering af det nye år, som vi går i møde. Men det er egentlig ikke dens grundlæggende mening, når vi tænker kirkeårsmæssigt! Da er dagen først og fremmest tæt forbundet med julen! Det er her, 1. jan., at vi husker, at Jesus, otte dage efter sin fødsel, bliver bundet til loven (ved omskærelsen) i vores sted! Det er her, at han blir navngivet og får navnet Jesus (d.e. "Herren frelser"). Det er da en fed helligdag – og det er træls, at den ikke huskes og fejres for det, den egentlig er der for. Dog er det selvfølgelig fantastisk at få lov til at fejre nytår, og takke Gud for alt det nye, der kommer os i møde etc. Men alligevel…
Når alt det er sagt, er det dog fantastisk at helligdagene stadig er der – og kirken har stor mulighed for at forkynde det budskab, som kirkeårets tekster lægger op til! Det er tekster, som sætter julen i et bredere og større perspektiv, og som giver håb og trøst ind i det nye år. Derfor, glædelig Kristmesse – og et godt og velsignet nytår!