Bedrøvelse og omvendelse
"For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død." 2 Kor 7,10 (se evt. sammenhængen i 2 Kor 7,8-12).
Simon Peter og Judas Iskariot mindede en hel del om hinanden. Først og fremmest var de begge to en del af Jesu udvalgte discipellederflok på tolv, som han kaldte apostle – og som han havde udvalgt til at være ledere i hans kirke på jorden. Dernæst svigtede de begge to Jesus i nødens time. Judas overgav ham til de religiøse ledere, som forårsagede Jesu senere henrettelse – og Peter benægtede overhovedet at kende Jesus, mens Jesus blev ydmyget og afhørt i ypperstepræstens gård.
Efter at de indså, hvad der skete med Jesus – og de indså, hvad de havde gjort – blev de begge to meget bedrøvede – og de fortrød bitterligt hvad de havde gjort. Men deres bedrøvelse tog sig ud på to vidt forskellige måder. Peters bedrøvelse virkede til frelse for ham – dvs. han angrede og omvendte sig! Judas bedrøvelse virkede død – han blev opslugt af skyldfølelser, afsky for sig selv og selvbebrejdelser – men han kom ikke til Jesus med sin skyld – han lod skylden opsluge sig – og derfor førte det i hans tilfælde helt konkret til død – Han begik selvmord.
Gud kan sagtens stadigvæk bedrøve os ved sit ord. Han afslører os! Det kan være, at vi bliver opmærksomme på en eller anden synd, vi begår – som vi måske i lang tid har undskyld og negliceret. Men nu kan vi ikke længere ignorere den. Pludselig blir vi tvunget til at se den i øjnene – og værre endnu, vi erkender, at Gud også har set vores synd!
Hvad gør vi så? Hvad gør vi når bedrøvelsen over synd kommer over os? Der er to måder at reagere på (med masser af underkategorier og nuancer): Enten fører det til omvendelse – eller til død!
Lad os tage et konkret opdigtet eksempel: Morten har i længere tid været utrolig irriteret på en kollega. Kollegaen havde på et tidspunkt sagt et eller andet om Morten bag Mortens ryg – men Morten havde fundet ud af det. Og nu var Morten opslugt af bitterhed og had. Hver gang han bare fik et lille blik af kollegaen, følte han raseriet stige op – og han fik lyst til at ævne sig på en eller anden måde.
Men en aften, hvor Morten var sammen med sin kernegruppe – og de snakkede om hvordan synden kan herske i vores lemmer – gik det op for ham, at han i lang tid havde ladet synden opsluge ham og hans tid, mens han var på arbejde. Han indså sin synd og blev stærkt bedrøvet over den. Nu ku’ det gå begge veje for ham. Han kunne lade bedrøvelsen opsluge ham, ligesom bitterheden indtil nu havde gjort – og det ville føre til selvbebrejdelser og mismod – og hvis det blev ved, ville det ende med at fjerne troslyst – og evt. også livslyst. (Og for nogle ville det betyde, at de ville vende Bibelens Gud ryggen, og endnu engang undskylde synden – og give andre kristne skylden, hver gang de følte bedrøvelsen – De andre kristne havde skylden for, at de følte sig sådan – det var fordi de andre krisnte var fordømmende, ukærlige og moralistiske. Nogle reagerer også ved helt at vende kristendommen i enhver form ryggen – og erklærer sig gudløse. Og for nogle af disse ville man ku’ mærket på dem, at de efter at de vendte Gud ryggen – at de blomstrede op og blev nye glade mennesker – og de ville opleve det som frelse! Vel at mærke sker det her ikke på grund af at de har vendt Gud og kristendommen ryggen – men fordi, de var blevet bedrøvede – og bedrøvelsen havde ført til mismod, og dette mismod forbandt de med Gud – og når de vendte Gud ryggen – forsvandt grunden til mismodet også.)
Morten ku’ også reagere i sin bedrøvelse med, at han bekendte sin synd – først og fremmest for Gud – og måske også for sin kernegruppe – og måske sin præst! Men hvis bitterheden og hadet havde påvirket så meget på arbajdspladsen, at kollegaen havde mærket kulden fra Morten – burde han også bekende sin synd for ham, og hvis muligt, forsones. Her ville Mortens bedrøvelse ikke ende i selvhad og mismod – men i bibelsk omvendelse. Og det er det, som Gud ønsker skal komme ud af enhver bedrøvelse over synd.