Apostolsk succession

På søndag (d. 1. maj ’11) er det første søndag efter påske. Søndagens evangelietekst er fra Johannesevangeliet kapitel 20,19-31. Der står bl.a. følgende:

»Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Jeg tænker at ovenstående i allerførste omgang er talt til apostlene, og handler om deres autoritet. Men dernæst handler det også om den apostolske succesion (den apostoslke videreførelse, eller arvefølge). Det er et begreb vi ofte forbinder med den romerks katolske kirke. Og slår man op i leksikons, står der ofte, at ved reformationen blev den apostolske succesion afbrudt mange steder, bl.a. i Danmark. Men det passer ikke!

I katolsk tankegang handler den apostolske succession om, at Kristus ordinerede apostlene, som ordinerede de første biskopper – og siden hen er successionen fortsat ved ordinationer af præster rundt omkring i verden op igennem historien – ved at biskoppperne ved håndspålæggelse, har indsat dem til tjeneste. Men successionen handler da ikke om menneskelig håndspålæggelse, men om Guds udvælgelse og kald. Dér, hvor vi kan se, at successionen er fortsat, er ikke dér, hvor man kan påvise en ubrudt række af biskoppelige håndspålæggelser – men derimod dér, hvor man kan se evangeliets fane løftet højt!

Bisbelsk set betyder successionen, at Kristi og apostlenes lære er videreført – at evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret.

Kirken har modtaget Helligånden – og vi har fået mandat til at tilgive, og nægte at tilgive synder. Det betyder, at vi er ordinerede til at forvalte Guds evangelium, og dele det ud til enhver, som vil tage imod det. Alle og enhver, som indser sit behov for frelseren – kan vi frit og åbent forkynde syndernes forladelse for.

Fred være med jer!