Spørgsmål og svar

Hvad ville der ske hvis ikke vi troede på en højere magt?

Spørgsmål:

Hej!

Jeg er igang med et skoleprojekt, hvor min konflikt er; Hvad ville der ske hvis ikke vi troede på en højere magt?
Det ville være helt perfekt at hører en præsts teori.

Kærlig hilsen
Anna.


Svar:

Kære Anna.

Undskyld mit lidt sene svar herfra.

Et meget interessant spørgsmål du stiller. Jeg har lyst til at give dig to svar (og lidt til):

  1. Det første svar er egentlig ikke et rigtigt svar på dit spørgsmål; men mere et svar på, hvad der ville ske, hvis der ikke VAR en højere magt? Hvis der ikke var en højere magt, så tror jeg simpelthen ikke, at noget som helst ville eksistere. Jeg tror simpelthen ikke på tilfældighedsfilosofien. Jeg tror ikke på, at noget kan opstå af intet, og lys af mørke. For det første fordi, at intet jo ingenting er - og derfor per definition ikke kan skabe noget. Og lys kan heller ikke komme af mørket, for mørket er ikke noget i sig selv - det eksisterer kun som en skygge af lyset. Det er sådan en slags forklaringsfilosofisk vinkel, kan man sige. Men der er også en mere meningsbaseret vinkel. For hvis der rent faktisk ikke var en højere magt bag. Men at det kun var tilfældighederne, der bestemte. At intet faktisk kunne var ophav til alt. Og mørket rent faktisk kunne frembringe lys. Hvad var så meningen? Og her tænker jeg ikke bare på den overordnede, universelle mening for os alle sammen. Nej, men helt nede i de små detaljer - hvad ville meningen være? Hvilken betydning ville det have, om jeg trak vejret eller ej? Hvilken betydning ville det have, om et menneske blev reddet eller ej? Ingen, ville jeg mene, hvis ikke der var en højere magt bag. Naturligvis ville man sagtens kunne tillægge tingene en mening - men en egentlig dybtliggende mening ville det jo ikke være, vel?
  2. Så til det faktiske svar. Der vil jeg først og fremmest sige, at alle mennesker tror på en 'højere magt', om de vil være ved det eller ej. Det kan så være, at den magt er dem selv og deres lyster eller moral. Eller det kan være ens rygte, ens karriere etc. Alle har noget, som de lever - eller ikke ønsker at leve - for. Alle forholder sig på en eller anden måde til en højere mening, som enten er eller burde være der for dem. Men jeg tænker, at det du mener, når du siger højere magt, er noget lidt mere trancsendent og guddommeligt? Nu kan jeg mærke, at jeg nok blir en smule tør at høre på :-) For igen, har jeg lyst til at komme med to svar.
    a) For det første tror jeg, at det at tro på en gud, giver en vis mening i livet (ikke for alle, men for de fleste). Og her er det næsten lige meget om vi snakker en kristen gud eller en ikke-kristen. Det, at tro på en højere magt, gi'r en vis form for livskvalitet, som dem, der ikke tror, må finde andre steder.
    b) Og så det væsentligste svar: Jeg tror kun, at der findes én sand Gud. Og det kan være ét fedt, om man er ateist, muslim, hindu etc., hvis ikke man tror på Jesus, så gavner det intet i sidste ende, at tror på deres højere magter. Et menneskeliv her på jorden i dette liv kan være godt eller dårligt, meningsfuldt eller trist. Men efter dette liv slutter, er der kun to veje, sådan fortæller Bibelen om det. Den ene vej, er livet sammen med Gud - som er fantastisk og kun godt. Og den anden vej, er livet borte fra Gud, som er det samme som den evige fortabelse. Så min 'teori' er, at hvis mennesker ikke tror på Jesus, så vil det få fatale konsekvenser for deres efterliv. Hvis de til gengæld indså deres behov for hans indgriben, og tog imod hans gave, vil det give dem et evigt liv.

 

Med venlig hilsen

Jón.