Prügelknabe, syndebuk, stedfortræder…

Kært barn har mange navne. Men ofte gemmer der sig bag sådanne begreber en større og uddybende historie. Egentlig betyder ordene det samme – men alligevel har de forskellige oprindelser.

Prügelknabe

”Prygledreng”. I England siger de ”Whipping Boy”. En prügelknabe var en dreng, som havde sin gang ved hoffet. Det kunne fx være den kongelige smeds søn. Han skulle være en af de kongelige børns nære venner. Men venskabet var ikke hans primære opgave. Hans primære opgave var at tage tæsk for prinsen. Tanken var, at man ikke bare sådan uden videre kunne afstraffe en kongelig – derfor måtte der en anden til, som tog prinsens sted. Men det skulle være en, som prinsen holdt af. Dvs. når en prügelknabe blev pryglet, så skulle det gerne gøre ondt på den unge prins.

 

Syndebuk

Historien om syndebukken er ældre end historien om prygleknægten. Vi skal godt 3000 år tilbage i tiden. Jøderne havde i århundreder været slaver i Egypten. Men på et tidspunkt blev de ved et Guds mirakel, sat fri. De første mange år efter befrielsen levede jøderne som et nomadefolk. Noget af det, der holdt dem sammen, var deres tempelkult. De havde et transportabelt tempel – et telt, som altid var placeret i midten af deres lejr. Her i templet blev der bedt bønner, sunget lovsange, undervist, og der blev bragt ofre. Én gang om året fejrede man Yom Kippur, den store forsoningsdag. På denne dag ofrede man blandt andet to bukke. Den ene dræbte man, og bragte dens blod ind i det allerhelligste rum. Og den anden lagde ypperstepræsten sine hænder på, og overførte symbolsk, folkets synder på den. Så sendte man den ud i ørkenen for at dø. Disse to bukke ligger bag vores udtryk, syndebuk. De blev ofret for at folket kunne gå fri.

 

Stedfortræder

Dette er et knap så farverigt ord. Det er ikke nødvendigvis forbundet med en masse prygl og blod. Men alligevel siger det indholdsmæssigt ret meget. En stedfortræder er en, der tager en andens plads. Hvis man ikke selv kan komme til en begivenhed, kan man sende en anden i sit sted – en stedfortræder.

 

Det ligger instinktivt i os mennesker, at vi har behov for udligning og straf. Noget for noget. Øje for øje, tand for tand. Men hvordan løser man det så, når man ikke kan straffe? Man kan ikke bare tæske løs på den kommende konge, vel? Og hvis alle syndere i Israel skulle bøde for deres egne synder, så døde de alle. Og hvad med os og Gud? Bibelen siger, at der imellem os er et stort paradoks. På den ene side er alle mennesker dømt til evig undergang. På den anden side elsker Gud os alle sammen – og ønsker os frelst. Hvad gør man så? Hvad gør Gud så? Han udpeger en stedfortræder. En prügelknabe, en syndebuk, som skal tage vores plads. Jesus blev straffet for at vi kunne gå fri. Jesus blev fordømt, for at vi kunne få en plads i Guds paradis. Hvis vi tager imod Guds gave i Jesus, har vi ikke længere nogen skyld imellem os og ham – så er paradokset løst – og vi er frelst.

Ovenstående er et indlæg, som jeg har skrevet til Bjerringbro Avis