Opgør med den fædrene arv 1

Mange, måske de fleste forældre gør deres allerbedste ift. forældrerollen. De prøver at opdrage deres børn, så godt de kan. Men på trods af det, er der næsten altid noget, som børnene forsøger at gøre anderledes, når de selv blir forældre. Mange af os sætter pris på ‘arven’, men vi så også fejlene.

Vi har mange forskellige slags kirkelige rødder i Søhøjlandets Kirke. Nogle er tudsegamle, og andre er fra nyere tid. Disse rødder er vores kulturelle forældre. Det er dem, der har lært os at bede og at tro. Men disse rødder er ikke Gud. Og derfor begik de fejl. Og nogle af disse fejl kan vi få øje på, og selv forsøge at rette op på ift. den arv, vi bringer videre. Men nogle gange kommer vi også til at skylle barnet ud med badevandet. Hvordan holder vi fast i det gode, og tager afstand fra det dårlige?

Der er en endetidsprofeti, som har floreret på nettet siden sidst i 90’erne. En ældre dame fik efter sigende i tresserne et syn fra Gud, hvor hun ser hvordan det bliver i den allersidste tid inden Jesu genkomst. Ét af endetidstegnene er, at kirkerne vil skifte den klassiske lære ud med en ny fremgangs- og lykkelære. Jeg ved ikke om profetien er sand eller ej, men tankevækkende er den i hvert fald. Ønsker vi at tage afstand fra klassiske, bibelsk lære om fx synd og nåde, himmel og helvede? Og så erstatte det med positiv tænkning og selvterapi? Eller holder vi fast i den gamle lære, men bruge nye udtryksformer? Ønsker vi, når alt kommer til stykket, at tage afstand fra Bibelens moralske formaninger, og i stedet holde os til det, vi synes føles bedst?

Jeg regner med at skrive nogle indlæg, hvor jeg reflekterer over dette. Den arv, jeg vil reflektere over, er fx den arv vi har fra oldkirken, reformationen, ortodoksien, pietismen, rationalismen, folkekirken, 1800-tallets vækkelser, missionsbevægelserne, karismatikken, bibelvækkelsen osv.