Forholdet til kirkens lederskab

Et af de ti bud lyder sådan: "Du skal ære din far og din mor!", andre steder står der, at man skal be’ for og respektere sine ledere. Bibelen opererer med en ordensforståelse, der bl.a. betyder, at nogle mennesker i menigheden er kaldede til at være ledere for de andre i menigheden. Og de andre er kaldede til at følge deres ledere.

Jeg så en dokumentarfilm i går, om det at være med i en sekt. I kan se den her!

Der er selvfølgelig mange ting, man kan tage fat i, når vi tænker på sekte. Der er ofte helt åbenlyse teologiske misforståelser, usund fællesskabskultur, isolationstrang og eksklusivitet. Det, jeg har lyst til at skrive en lille smule om her, er inspireret af sekters forhold til deres ledere. Begge de to sekte, som dokumentaren er inde omkring, har sit udspring i kristendommen. Og i kristendommen forudsætter man, at hvis man tager Bibelen alvorligt, skal man lytte til sine ledere. Og for sektene er det ofte sådan, at hvis man ikke adlyder sine ledere, så svigter man Gud. Dette giver lederne ufattelig stor magt, som de igen og igen misbruger.

Hvordan skal en sund kristen kirke så forholde sig til autoriteter? Jeg tror der er to ting, vi i hvert fald skal gøre:

  1. Vi skal gøre os det klart, at Jesus altid er den øverste leder. Og han taler klarest til os igennem Skriften. Derfor skal vi holde fast i det gamle reformatoriske princip: "Skriften alene!" Det betyder, at det er Bibelen, og kun Bibelen, der har det sidste ord – ikke ledelsen!
  2. Derfor skal vi bedømme ledelsen på Skriften. Det er ikke først og fremmest lederne, der skal prøve menigheden på Skriften. Nej, det er den anden vej rundt. Menigheden skal bedømme ledelsen. Derfor er medlemmerne i Søhøjlandets Kirke forpligtede på at læse trofast i deres Bibler, så de kan bedømme os, der er ledere i menigheden på, om vi følger Guds ord eller går imod det.

De her to tilgange bør præge alt i menigheden, hvor ledelsen har noget at skulle have sagt. Det betyder ikke, at vi kan finde svar på alt i Bibelen – der er masser af tidspunkter, hvor vi må ty til vores sunde fornuft. Men i sager vedrørende troen, forkyndelse, moral – ting, som Skriften udtaler sig om – der skal ledelsen prøves på, om de følger Skriften eller ej.