Præsteuniform – del 2

I det første indlæg om præsteuniformen skrev jeg lidt om holdningen til det, at præsten overhovedet bruger uniform. I dette indlæg vil jeg forsøge at sige lidt mere om hvad meningen med uniformen er.

Præstekjolen

Det præstetøj, vi danskere bedst kender til, er nok den helt almindelige embedsdragt, som de fleste folkekirkepræster bruger. Selv om jeg er frimenighedspræst, har jeg også sådan en. Det er dog sjældent den bliver brugt. Det er mest i forbindelse med begravelser, og evt. nogle af de gange, hvor jeg forestår en gudstjeneste i folkekirkeregi.

Præstekjolen er sognepræstens grundlæggende uniform. Det er den neutrale del af hans uniformering. Og i folkekirken skal præsterne i udgangspunktet altid bruge den, når de leder højmessen.

Selve dragten er oprindelig almindeligt pænt borgertøj fra senmiddelalder/renæssance. Pibekraven er en senere tilføjelse, som oprindelig mest var af kosmetisk karakter.

Den almindelige sorte præstekjole er altså grunduniformen for folkekirkens præster. Og i udgangspunktet har man altid den indenunder, når man tager resten af præsteklæderne på.

 

Præsteskjorten

En del præster bruger også præsteskjorte. Jeg bruger præsteskjorte i stedet for den sorte præstekjole, Præsteskjorten er kendetegnet ved en lille hvid plastikflip ved kraven på skjorten. Skjorten er for det meste sort, grå eller blå. Biskoppers skjorter er lilla, og diakoners er grønne.

 

 

 

 

Alba

Selve ordet alba betyder ‘hvid’. Albaen kaldes også messeskjorte. Det er den hvide kjole, som enten tages over den sorte præstekjole eller over en præsteskjorte. Jeg har en model, som er lavet til at gå over en præsteskjorte. Albaen hører til noget af det ældste slags præstetøj, vi har, og stammer sandsynligvis i sin oprindelse helt fra de allerførste kristne kirker.

Symbolikken er den samme som ved de hvide kjoler man har på til dåb, konfirmation og bryllup. Det symboliserer renhed. Det skal ikke forstås sådan, at præsten er renere end menigheden, men at han sammen med menigheden er renset helt hvid pga. Jesu kors.

I vores kirke er det albaen, som for det meste tænkes som den almindelige præstekjole.

 

Stolaer

Stolaer er de der lange klæder, som præsten har ud over albaen. Der er typisk 4 (nogle gange 5) farver stolaer: hvid, grøn, lilla og rød (og nogle gange er der også en sort stola). Disse farver følger så de forskellige perioder af kirkeåret. Hvid har man på til festerne (fx juledag og påskedag). Den grønne farve har man på i epifani-tiden og i trinitatis-tiden. Det er begge to tider på kirkeåret, som handler om vækst og håb. Den lilla farve har man på i ventetid  dvs. i adventen og fasten. Lilla er en forberedelses- og bodsfarve. Den røde hører kun til to forskellige dage på kirkeåret: pinse og sankt Stefans dag (som er det samme som 2. juledag). Til pinse skal det røde minde om ilden, og på sankt Stefans dag skal det minde om blodet. Stefanus var nemlig kirkens første martyr. Sort som liturgisk kirkeårsfarve forekommer kun én gang – på langfredag. Årsagen til at man har sort på det tidspunkt, er pga. at Jesus valgte at gå ind i mørket, for at vinde lyset til os.

 

Messehageler

Messehagelen er den kåbe eller kappe, som præsterne tager på – fx under nadveren. Messehageler er også ofte i kirkeårets farver. Fra gammel tid kaldtes messehagelen også kærlighedskappen, og skulle minde om den kærlighed, som menigheden samledes omkring – nemlig, Guds kærlighed til dem – og deres indbyrdes kærlighed. Kirkerne havde også helt fra den første tid af fællesmåltider, som de kaldte kærlighedsmåltider. Nadveren blev spist i forbindelse med disse måltider.