Ægteskabet – i Bibelsk lys

Hvordan leve op til ægteskabsløfterne? Hvordan være tro mod løftet om at elske og ære i medgang og modgang? Hvordan holde fast i, at være bundet til sin ægtefælle?

Om at forlade og binde

I søndags (25. januer 2015), underviste jeg ud fra overskriften: “Ægteskabet i bibelsk lys”. Det, jeg ønskede at se på, var hvad ægteskabet i bund og grund er – og hvordan det holdes sammen – hvis vi ser på det med bibelens briller. Grundteksten var 1 Mos 2,24: “Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” Det var særligt ordene ‘forlader’ og ‘binder’, som vi standsede ved.

Når et menneske forlader sin far og mor, handler det om, at vedkommende ikke længere har far og mor som primære personrelationer. Denne primære relation bli’r brudt og forladt, og i stedet bliver ægtefællen den eneste primære personrelation. Det betyder naturligvis ikke, at relationen til forældrene er brudt – blot at den har ændret karakter.

Når ægtefællen så ‘binder’ sig til den anden. Handler det om, at nu er den dén person, som er vigtigts i hans eller hendes liv. Derfor lover de hinanden livslang troskab – og går i gang med at lede en ny familie. Når man ‘binder’ sig til noget, har man brug for et bindemiddel. Og i ægteskabet, som i alle andre gode mellemmenneskelige relationer, er bindemidlet kærlighed. Derfor brugte vi en del tid på at se på, hvordan Bibelen ser på kærlighed.

 

Om agape, den uselviske kærlighed, som ægteskabets bindemiddel

Vi så på, at det græske sprog (det nye testemente er oprindeligt skrevet på græsk) har 4 forskellige måder at omtale kærlighed på. Der er venskabskærligheden, den naturlige familiekærlighed, den erotiske kærlighed og endelig, den helt uselviske kærlighed, som på græsk kaldes agape. Det er dette ord for kærlighed, som gemmer sig bag de kendte skriftsteder: Joh 3,16; Rom 5,8; 1 Joh 4,8-10 og endelig 1 Kor 13. Det er denne kærlighedsform, som binder Gud til mennesket, og som gør, at han aldrig holder op med at elske os. Det er også denne kærlighedsform, som mennesker oprindelig blev skabte til at have som primær kærlighed til hinanden. Men ligesom alt andet her i verden, blev også kærligheden fordrejet og brudt af syndefaldet. Hvis vi kan arbejde for, at lade denne kærlighedsform, agape, igen blive den bærende kærlighed imellem os – og særligt imellem ægtefæller – tror jeg, at det kan det være med til at redde ægteskaber. Men det er hårdt arbejde. For denne kærlighedsform er ikke altid i fællesskab med de andre former . De andre former er dynamiske – de opleves i bølger (nogle mere end andre). Særligt den erotiske kærlighed (den, som gemmer sig bag forelskelsen) er af en sådan art. Agape, til gengæld, er kærligheden som vælger troskaben, som prioriterer den anden, også selv når følelserne ikke sprudler af forelskelse. Det er denne kærlighedsform, som gemmer sig bag tilspørgselen ved ægtevielser: “Vil du elske og ære… i medgang og modgang…”, “Vil du”, det er en kærlighed, man vælger og beslutter sig for. Det betyder ikke, at vi i et ægteskab skal ‘nøjes’ med denne kærlighedsform, men lade den være det bærende bindemiddel. For så kan ægteskabet overleve, også de perioder, hvor de andre kærlighedsformer kører på lavt blus pga ydre eller indre omstændigheder.

For at få det optimale ud af dette, kræves der to ting: 1) begge ægtefæller er indstillet på det og 2) hav vedvarig kontakt til kilden til kærligheden, Gud selv. Lad os hos ham fylde på af hvordan han elsker os, og er nådig mod os. Det gør vi ved at komme i kirke, læse i hans ord, lovsynge, bede, prioritere tid med ham…