Jeg ønsker en rummelig kirke

Rummelighed, tolerance, bredde, favnende… alt sammen buzzwords, som beskriver den måde, vi ønsker, at vores senmoderne fællesskaber skal være.

Lige nu kører der valgkamp i Århus Stift om Bispetronen. Og dét, kandidaterne særlig markerer sig på, er at de er stolte af kirkens bredde, og vil blive ved med at arbejde for folkekirkens rummelighed – således, at både højrefløj og venstrefløj kan trives.

Jeg ønsker også en rummelig og bred kirke, men ikke på trosgrundlaget. Det er en falliterklæring, når en kirke, der påstår at bygge på Skriften og de lutherske bekendelsesskrifter, rummer præster, der benægter at skabelse, jomfrufødsel og opstandelse har fundet sted. Selvfølgelig skal der være plads til mennesker, der mener sådan, men ikke på kirkens prædikenstole. Hvis man ønsker at fastholde, at kirken er en kristen kirke, som bygger på Skriftens og bekendelsesskrifterne, så må man nødvendigvis også tage konsekvenserne deraf, og fyre dem, der modarbejder grundlaget.

Man kan ikke være præst i Søhøjlandets Kirke, hvis man benægter centrale grundsandheder i Skriften. Når det er sagt, ønsker vi i dén grad også en rummelig kirke. Vi drømmer om en kirke, hvor alle generationer trives, hvor mennesker fra alle mulige samfundsklasser føler sig hjemme. Vi vil en kirke, hvor mænd, kvinder og børn bliver behandlet ligeværdigt. Vi kæmper for at have en fællesskabskultur, som er præget af tolerance, forsoning og overbærenhed. Vi ønsker at give plads til alle, men ikke til alt.