Gode gerninger gør ingen god – men en god gør godt!

Tanker og refleksioner i forlængelse af prædiken i søndags, 8 s e trin 2014.

Det fulde citat fra Luther var sådan her:

"Gode, fromme gerninger gør aldrig nogen sinde en mand god og from, men en god, from mand gør gode, fromme gerninger. Onde gerninger gør aldrig nogen sinde en mand ond, men en ond mand gør onde gerninger. Altså må personen hele tiden være god og from forud for alle gode gerninger, så følger gode gerninger bagefter, de udgår fra den fromme, gode person" Fra et Kristenmenneskes frihed

Den konkrete forståelse af citatet
Efter gudstjenesten snakkede jeg med en omkring den konkrete forståelse af citatet. En nærliggende forståelse er jo, at når man er kristen, så er man god, og så har man bare lyst til at gøre en masse gode ting – og hvis man ikke har, så er man ikke kristen. En lignende forståelse ku være, at man opfatter det kristne liv meget dualistisk. Altså sådan, at man naturligvis stadigvæk synder, man da er det det onde i én, der handler. Når man til gengæld gør det gode velvilligt, så er det den nye Adam, der er i aktion. Selv om der i sådan en forståelse OGSÅ er en hel del god, bibelsk teologi – så holder det ikke helt, hvis man skal føre helt ud konkret i hverdagen. For da er situationen den, at ikke en eneste af vores nok så gode gerninger er uden synd – på en eller anden måde. Stadigvæk er det fuldstændig sandt, at vi har ‘kødet’, den gamle Adam at kæmpe med – OG vi har det nye, genfødte menneske i Kristus, som også er os.
Men hvad så med den helt konkrete forståelse? Skal jeg afholde mig fra at gøre gode gerninger, hvis jeg ikke er fuldstændig tændt for det? For er det ikke loviskhed, hvis jeg gør noget, som jeg ikke har lyst til? Nej, og nej. Jeg skal gøre godt. Også når det koster. Også når det er træls. Også når jeg overhovedet ikke har lyst. For det er mit kald. Jesus havde jo heller ikke ligefrem lyst til alt det, han havde gang i – men det afholdt ham ikke fra at tage sit kors op. Dét, vi skal have styr på er motivet – hvorfor gør vi som vi gør? Hvorfor gør vi godt? Hvorfor tage vores kors op? Ikke FOR at blive bedre kristne – men fordi vi allerede er kristne. Det fører os ikke tættere Gud at gøre gode ting, men fordi vi er gode – fordi Gud har genfødt os, skal vi gøre godt.

I en af vores bekendelsesskrifter står der således om temaet:

"Ligeledes lærer de, at denne tro skal frembringe gode frugter, og at vi bør gøre de gode gerninger, Gud har forordnet, af hensyn til Guds vilje, ikke for at stole på ved disse gerninger at kunne fortjene retfærdiggørelse for Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelsen gribes af troen, således som Kristi ord også vidner: “Når I har gjort alt dette, skal I sige: vi er unyttige tjenere.” Det samme lærer også de gamle kirkelige forfattere. Ambrosius siger nemlig: “Dette er besluttet af Gud, at enhver, som tror på Kristus, er frelst, uden gerning, ved tro alene, idet han uforskyldt modtager syndernes forladelse”." Den Augsburgske Bekendelse artikel 6

 

Pisk eller gulerod
Jeg sad her i dag, mandagen efter, og tænkte lidt over et billede man kunne have brugt for at illustrere temaet fra i går. Jeg tænkte, at man kunne bruge den danske talemåde om pisk eller gulerod – Men inden jeg nåede at tænke færdigt, indså jeg – at jeg var faldet i fælden, som jeg dagen inden havde advaret imod. Hvorfor gøre godt? Forstået som pisk: Fordi ellers bliver jeg straffet. Forstået som gulerod: Så bliver jeg belønnet! Begge dele er jo usandt ift frelsen. Jeg kan ikke skræmmes til at overholde loven, så jeg bliver frelst – og jeg kan ikke belønnes til det. Jeg er syndig, skyldig og fortabt. Det handler altså hverken om pisk eller gulerod. Det handler til gengæld kun om Jesus! Det handler om, at han siger: "Kom ind! Fordi alt er rede!" – dernæst er jeg kaldet til at gøre godt.