Hvordan hjælpe en ind i fællesskabet med Jesus?

Noget af det, de fleste troende kristne drømmer om, er at få lov til at lede ikke-troende ind i et genfødende fællesskab med Jesus. Men hvad skal der egentlig til? Hvordan gør vi det?

Laila, jeg og børnene var til gudstjeneste inde i Kirken ved Søerne i søndags (se mere på http://www.kirkenvedsøerne.dk ). Her har vi været et par gange tidligere, og der er altid skønt at være på besøg. Denne søndag havde de Kaos Kirke ( se mere om dét her: http://www.dlm.dk/nyheder/2011/kaos-i-kirken-ved-soeerne/pg15/  og her: http://www.messychurch.dk ). Det er en ret genial måde at fejre gudstjeneste på. Måske mere om det en anden gang. Der var nemlig en helt anden ting, som gjorde særligt indtryk på mig denne søndag – det var et vidnesbyrd, som et af medlemmerne fra kirken holdt, Tanja på 22.

Jeg skal ikke genfortælle hele hendes vidnesbyrd. Jeg vil blot dvæle en smule ved et par ting hun sagde. Hun snakkede nemlig en del om, hvad hun, som endnu-ikke-kristen havde brug for, for at blive ledt ind i fællesskabet med Jesus.

  1. Hun havde en moster og onkel, som trofast bad for hende. Altså, en påmindelse om, at holde ud i bønnen – også selv om det skal tage 20 år inden man ser resultater (og nogle gange ser vi slet ikke resultater). Pointen er, at elsker vi mennesker, og ønsker dem ind i fællesskabet med Jesus, så lad os da bede for dem.
  2. Arbejd for at have et godt børne- og ungdomsarbejde. Hun var ikke opvokset i en kristen familie, men pga. mosteren og onkelen, kom hun på en kristen børnelejr én gang om året. Dette blev hendes spæde indledning til kristen-troen. Her blev ordet sået, måske for første gang. Påmindelse: prioriter børnearbejdet i kirken!
  3. Sørg for at have et åbent og ærligt fællesskab. Det er utrolig vigtigt, at vi i vores fællesskaber – til gudstjenesten, i kernegruppen, til IMU, ja, og selvfølgelig også i familien har et åbent fællesskab. Det betyder bl.a., at vi ikke taler om hinanden, men til hinanden. Tanja havde oplevet, at da hun på et tidspunkt kom ind i et kontinuerligt kristen fællesskab, at hun ikke for alvor blev taget ind i fællesskabet. Jo, de hyggede sig, da de var sammen, hørte forkyndelse og sang kristne sange. Men i weekenden var hun ikke sammen med andre kristne. Hun gik meget i byen med alt hvad det indebar. Og de andre kristne var godt klar over dette, men ingen sagde noget til hende. Jeg tror ikke, de undlod at snakke med hende om det, fordi de ikke interesserede sig for hende og holdt af hende – men fordi de var bange for hvordan hun ville reagere. Sådan tror jeg, jeg selv ville kunne finde på at have det. Men i virkeligheden ønskede Tanja bare, at der var nogen, der kærligt ville fortælle hende, hvor åndsvag hendes livstil var – og om hun ikke hellere havde lyst til at hænge ud med dem i weekenden. Påmindelse: Elsk! Brug tid på mennesker! Bagtal ikke! Og er der noget, vi undrer os over vedr. en andens livstil (en, der har navn af Broder), så lad os snakke med vedkommende om det.

Hun sagde også andre meget gode og trosstyrkende ting. Men dette var noget af det, som jeg tog med mig som en påmindelse omkring, hvordan jeg er kirke: 1) Bed! 2) Gør en ekstra indsats for børnene! 3) Hav et åbent, forpligtende, kærligt og autentisk menighedsfællesskab!