Hvad betyder ‘Gudstjeneste’?

Gudstjeneste er et ord med en indbygget dobbelt betydning. På den ene side betyder det: Gud, der tjener (underforstået: Gud, der tjener os). Og på den anden side: Gud, der tjenes (altså, af os).

Spørgsmålet er så, hvad vi gør ved denne dobbelttydighed. For det første må vi, tænker jeg, overveje hvad vi forstår ved gudstjeneste (udover, hvad det egentlig betyder). Jeg tænker, at det er langt mere, end bare den halvanden time vi er sammen søndag formiddag. Gudstjeneste er også, når vi har andagt i familien, når vi er til kernegruppe etc. Men, og det er faktisk rigtig vigtigt for mig, gudstjeneste er også hele mit liv som kristen. Hele den kristnes liv er en vekselvirkning mellem Gud, der tjener mig – og mig, der tjener Gud.

Det her emne kunne fylde en hel del afhandlinger; men lige her og nu er jeg mest interresseret i det i forhold til det, som vi normalt kalder ‘gudstjensten’ – altså højmessefejringen i vores kirke. Hvorhenne i vekselvirkningen er den? Er den mest: Gud, der tjener os? Eller mest: Os, der tjener Gud? Den er i hvert fald begge dele, tænker jeg – men er den mest det ene? Og skal den være mest det ene?

Jeg blir nogle gange ret provokeret af en typisk folkekirkekristendom, som går på, at kirken er et serviceorgan – og som sådan bara har at yde den service, som folket forventer. Det siger sig selv, at sådan et syn er dybt ubibelsk. Men på den anden side, er det ikke en af kirkens allerypperste opgaver, at yde service? Guds service? Denne servicekirkeforståelse handler naturligvis ikke om, at bare gi’ folket, hvad de vil have – men hvad de har brug for! Her tænker jeg på højmessen som en slags åndelig tankstation, hvor man kommer for at få fyldt på, bli’ inspireret etc. I denne model, ville hovedfokus i ‘gudstjenesten’ være på, at Gud tjener os! – Ikke for at det skal bli’ ved det, men for at vi dernæst går ud i verden og tjener Gud og næsten dér.

Dét, som denne model dermed sætter spørgsmålstegn ved, er om vi nødvendigvis skal bruge så meget energi, på at få afviklet vores ‘gudstjenester’ – og i stedet få dem barberet ned til bare at være Gud, der tjener os – og så frimodigt bruge sin energi på at leve i verden og tjene Gud.

Inden nogen i menigheden skulle blive alt for provokeret af det her, vil jeg bare understrege, at jeg ikke nødvednigvis mener, at det skal være sådan – jeg spørger bare – og lægger op til debat! 🙂