Odenseerklæringen – del 5

At tro på Gud har også noget at gøre med hvordan vi lever vores liv – og hvilke moralske valg vi foretager os.

"(Kirkens tro er)… lydighed mod Guds vilje
Tro på Jesus Kristus er også efterfølgelse af Jesus Kristus i lydighed mod Guds vilje. Vi frelses af tro alene, men troen er aldrig alene. Den er virksom i kærlighedens og lydighedens gerninger. Den kristne kirke er et fællesskab for mislykkede og svage, som ved med sig selv, at de aldrig kan stå mål med Guds krav og bud. Men evangeliet om syndernes forladelse rummer også evangeliet om at leve helligt. Det medfører, at evangeliet om retfærdiggørelsen af tro alene ikke ophæver udfordringen til efterfølgelse. Evangeliet om syndernes forladelse tilsidesætter ikke lydigheden. At vi alle er syndere og som sådan under dom, betyder ikke, at vi alle nu er under nåde. Uden anger og tro fører ulydighed mod Guds vilje til evig fordømmelse."

Som evangelisk lutherske kristne tror vi på, at Gud åbenbarer sin moralske vilje for os i skabelsen – altså, er den almindelige samfundsmoral på en eller anden måde en refleksion af Guds vilje. Men efter syndefaldet er hele skaberværket underlagt dens konsekvenser – og det betyder bl.a., at selv om Guds moral ligger foran os i skaberværket, så ser vi og fortolker vi den kun ud fra syndens perspektiv. Men Guds vilje åbenbares ikke kun i det ordløse skaberværk – Først og fremmest – ja, renest, åbenbares Guds moralske vilje i Skriften! Fx sådan som de kommer til udtryk i Jesu bjergprædiken i Matt 5-7 – eller i de nytestamentlige hustavler (Ef 5,21-6,9; Kol 3,18-4,1 etc.). Men selv her, bliver læsningen influeret af syndens briller.
Det er først, når et menneske er kommet til tro på Jesus, at man kan se tingene i et nyt lys – i evangeliets lys. Hvad betyder det så? Det betyder, at når man kender Jesus – og er blevet renset for straffen for sin synd – da har man fået Helligånden – og Helligånden åbenbarer for os, hvad det vil sige at følge Guds vilje.

I den lutherske kirke, gør man ofte det, at man opdeler Guds moralske vilje – eller Guds lov, om du vil – i tre brug.

Første brug: Her bruger vi loven til at indrette et samfund. Når lovgiverne i vores land, sammensætter love, som har til hensigt at beskytte landets borger og straffe forbrydere – så gør de det egentlig i bund og grund med udgangspunkt i Guds vilje – om end med syndens fortolkning ind over.

Andet brug: Her er loven et slags spejl for os. Det afslører ting i vores liv, som vi hellere så gemt af vejen. Dette er loven forstået som tugtemester – som én, der overbeviser os om synd.

Tredje brug: Lovens tredje brug, er loven forstået som en rettesnor for hvordan den kristne skal leve sit liv.

 

 

Her kan du læse Odenseerklæringen i sin helhed:
http://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&frm=1&source=web&cd=2&ved=0CCUQFjAB&url=http%3A%2F%2Fwww.luthersk-netvaerk.dk%2Findex.php%3Foption%3Dcom_docman%26task%3Ddoc_download%26gid%3D48%26Itemid%3D31&ei=jqHoTpG1M8iM-wadsai3Cg&usg=AFQjCNExnWzhBeRCs7QtUspEY5j0pSHr1g&sig2=hlIg2baM77G9l-Rrd0ggrg