Menneskets opr. arbejdsbeskrivelse

Lidt om meningen med livet, sex, økologi og evangelisation. Det handler om det, som vi mennesker er skabt og kaldede til at gøre.

Det første, der nogensidne blev sagt til menneskerne, så vidt vi ved, var sagt fra Guds stemme fra himlen. Han sagde: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«
Lige inden gi’r han en beskrivelse af, hvad det vil sige, at være menneske. At være menneske, er at ligne Gud! Til forskel fra al anden skabning – ja, selv englene, så er vi skabt i Guds billede. Vi er, mere en andre, skabt som Guds børn. Og vi ligner ham, sådan helt oprindeligt, ligesom en søn ofte vil have nogle træk fra sin far og mor. Hvordan ligner vi så Gud? Det melder skabelsesberetningen ikke så forfærdelig meget om – dog med en lille undtagelse: "som mand og kvinde skabte han dem." Der er åbenbart en eller anden lighed med Gud, når vi er mand og kvinde – eller måske, når vi lever i et ægteskab som mand og kvinde? Lidt senere siger Gud nemlig også, at det ikke er godt for manden, at han er alene – derfor skaber han manden.
Umiddelbart ku’ det her lyde som en nedvurdering af ale dem, som selvvalgt eller af nød lever en singletilværelse; men sådan tror jeg ikke det nødvendigvis skal opfattes. Der står blot – at vi ligner Gud! Og noget af denne lighed kommer til udtryk, når vi lever som mand og kvinde. Sagt på en anden og mere generel måde – noget af vores opr. Gudslighed går ud på, at vi har nære relationer. Og kan man forestille sig en tættere menneskelig relation end den vi finder i det gode ægteskab?

Nå, det var egentlig ikke det at være menneske, jeg ville sige noget om – det var mere det der med, hvad meneingen med vores tilværelse er. Altså, hvad er vores arbejdsbeskrivelse?

Bliv frugtbare
Menneskerne er ikke de eneste, der får at vide, at de skal bli’ frugtbare – men ligesom dyrene, får menneskene også dette kald. Vi skal multipliceres, for at sige det lidt matematisk! Gud skabte først manden – og så sagde han, at det ikke var godt for manden at være alene. Yderligere gjorde han således, at fællesskabet – det helt nære fællesskab mellem mand og kvinde – gjorde, at der ville komme mere afkom. Sagt på en lidt mere poppet måde, vores primære kald som mennesker, er at dyrke sex.
Men sex er mere end bare, at føre slægten videre – også her er det måske, at vi adskiller os lidt fra dyrene. Der, hvor Gud siger, at det ikke er godt for menensket at være alene – sluttes den del med at der siges: "Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød." (1 Mos 2,24). Altså, det er ikke godt for mennesker at være alene, derfor indstiftes ægteskabet – og de blir ét kød. Dvs. de dyrker sex! Dette skal ikke høres som en sidestilling mellem sex og ægteskab, men forstås som, at noget af det tætteste to mennesker kan være på hinanden, rent fysisk, er ved sex. Og når det gøres i kærlighed, forenes kød og sjæl i en fantastisk harmoni. Denne fantastiske intimitet hører til ægteskabet, siges der i skriften.
Vores første kald er altså at bli frugtbare. Og ved at være frugtbare som mand og kvinde i ægteskabet, der elsker hinanden, er vi tættere end man kan forestille sig. Måske gemmer der sig endda lidt gudbilledlighed i det her! Altså, når vi har sex med den vi elsker, oplever vi stor nærhed både i krop og sjæl. Denne nærhed er måske noget af det helt unikke ved det at være mennesker? Her nærmer vi os en nærhed, som er en lille flig af den nærhed som er i treenigheden, som sammenholdes af den fuldkomne kærlighed (dette skal naturligvis ikke misforstås spledes, at treenighedsnærheden har noget med sex at gøre).

Underlæg jer jorden, og hersk over den
Her tænker jeg, at det er supervigtigt, at vi husker, at disse ord er sagt inden syndefaldet. De er altså talt ind i en fuldkommen, syndfri og kærlighedsfuld verden. Når ordene ‘underlæg’ og ‘hersk’ forekommer her, skal de altså ikke forbindes med dispoti eller undertrykkelse. Det skal mere forstås som: Pas på jorden, hold øjne med den, og sørg for at den blir ved med at være god.
Hvordan skal det så høres ind i en verden efter syndefaldet? Jo, jeg tænker, at kaldet gælder naturligvis stadigvæk. Men ofte har mennesker misbrugt deres ansvar, og i stedet for at passe på jorden, har vi ødelagt den, forurenet den og udpint den. Her har vi et særligt ansvar som kristne. Vi er kaldede til at tage os af vores jord! Vi skal kæmpe imod forurening og støtte det, der er med til at hjælpe vores jord og vores medskabninger til bedre tider.

Det nye kald
De her to første kald, som menneskerne nogensinde fik, er noget, der gælder alle mennesker. Men efter syndefaldet kom der et nyt kald på banen: "I dig skal alle slægter velsignes." Det er Guds løfte til Abraham. Gud udvalgte Israels folk til at være hans budbringere. De skulle pege på den frelse, som Gud ville give menneskerne. Omkring år 0 blev Jesus født – og han var den frelser, som Jøderne havde fået til opgave at pege frem imod. Denne Jesus siger til dem, der tror på ham: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer."
Det nye kald handler altså om, hvordan mennesker kan komme ind i den rette relation med hinanden igen og til Gud! Og det gør vi ved at blive hans børn. Dette budskab har Guds kirke fået kald til at bære ud i hele verden.