Vi har brug for fester…

På søndag skal vi fejre Klaras, Nikolajs, Leas og Emilies konfirmationer. Det er en dag, som gerne skal blive helt vildt festlig – og som helst skal kunne lagres som et fantastisk minde til eftertiden.

Vi mennesker har brug for højdepunkter! Vi har brug for at feste og gøre noget helt særligt ud af situationen. Vi har brug for øjeblikke, hvor vi har ekstra pænt tøj på! Hvor maden er endnu bedre end normalt! Hvor stemningen ikke er almindelig, men gerne rigtig god (så den skaber lykkefølelse).
Vi har brug for disse fester – disse øjeblikke! Vi har brug for det ekstra pift – og den særlige markering!

Men på et tidspunkt, behøver vi det ikke længere!
Engang, vil hele vores eksistens være overlykkelig!
Engang vil alt være ekstra og særlig lækkert!
Når vi kommer hjem!

Men indtil videre – Lad os holde fast i festerne, og suge til os af de øjeblikke, hvor vi gør noget ekstra ud af det. Og lad os indvendigt lade disse øjeblikke fortælle os, at det her blot er en forsmag på hvor fantastisk godt det skal blive derhjemme!

Alanis Morisette’s 90’er klassiker tager udgangspunkt i et liv præget af lykkeønsker – men at nogle gange er skæbnen os bare imod. Nogen gange er det hele bare ironisk!
Det er når man endelig møder drømmemanden, og lige efter præsenteres for hans smukke kone!
Det er, når man mangler en kniv, når der kun er skeer i skuffen!
Det er, når manden med flyskræk endelig får taget sig sammen til at flyve – og så styrter flyet!
Sangen er en karikatur af den virkelighed vi lever i! Vi kender idealerne; men de kan aldrig opnås 100%! Vi har drømmene, men så snart de blir opfyldt, er der noget andet, der mangler. Sådan er vi bare som mennesker. Filosoffen Martin Heidegger siger, at det skyldes, at vi har en universel unheimlichkeit-følelse! Altså, en følelse af u-hjemlighed! Det er som om, at vi aldrig for alvor falder til – og falder til ro! Så skal væggene males igen, møblerne flyttes! Konen få fedtudsugning – og manden ta på husholdningsskole! Alt sammen for at forsøge at dække vores unheimlichkeit!
For kristne er der ikke noget mærkeligt ved denne følelse. Vi kender til beretningen om syndefaldet! Vi ved, at den verden vi lever i nu ikke er den bedste af alle verdener! Vi ved, at Jesus har det bedste i vente for os. Derfor glæder vi os til at komme hjem!
En dag – en virkelig skøn dag – vil vi være hjemme. Og vores unheimlichkeit-følelser vil stilne af!
En dag vil hver dag være som den bedste af alle fantastiske fester!